Vi forestiller os, at der helt sikkert også er mange af jer, der ser frem til d. 1. marts, hvor der er udsigt til, at coronarestriktionerne ophæves. Det gør vi hos Blæksprutten selvfølgelig også. MEN… Vi indrømmer, at vi også glæder os enormt meget til, at kontrakten med Hjørring Kommune træder i kraft, hvilket er samme dag.
Vi glæder os til at komme ud til vores nuværende og nye borgere og levere praktisk hjælp og pleje. Tilgangen af nye borgere betyder, at vi udvider med flere nye, daglige ruter. For at vores medarbejdere kan komme sikkert rundt til borgerne i Hjørring Kommune, har vi med hjælp fra Peugeot Hjørring og Egotag – Skilte og Reklamer indgået en aftale om 17 nye biler, der er klar til at komme ud på vejene d. 1. marts.
I kommer til at se, at de nye biler ser lidt anderledes ud end vores nuværende. Den store genkendelige blæksprutte er der selvfølgelig stadig, men nu sammen med teksten ”Blæksprutten Hjemmepleje”, hvilket understreger, at hjemmepleje er kernen i vores virksomhed. Som en anden ændring vil I se, at bilerne har fået en blæksprutte på taget og kølerhjelmen, så I vil nu også kunne genkende vores biler, hvis I ser dem oppe fra en lejlighed og kigger ned på gaden.
Det er vigtigt for os, at vores medarbejdere føler sig trygge, når de kører rundt til borgerne, og det synes vi, der er lykkedes godt med valget af biler med hjælp fra Peugeot Hjørring.
Nu tæller vi blot dagene til 1. marts, hvor vores nye biler er klar til at komme ud at køre på vejene i Hjørring Kommune. Giver du os en hilsen med på vejen, næste gang du ser én af os komme kørende, lover vi at vinke tilbage.