På billedet herunder ser du Anette – hun er én af vores tre SSH-elever i Aalborg, og har været hos os siden sommeren 2020. Bor du i Aalborg Kommune og får hjælp af Blæksprutten, kan det være, du allerede har mødt hende.
Inden Anette startede i Blæksprutten har hun samlet mere end 10 års erfaring indenfor plejeområdet på bl.a. bo- og aktivitetstilbud for voksne. Det lå dog aldrig i kortene, at Anette skulle være indenfor omsorgsfaget, da hun primært har været indenfor salgs- og restaurationsbranchen størstedelen af årene hun har været tilknyttet arbejdsmarkedet.
Anette er hurtigt blevet glad for omsorgsfaget og at kunne gøre en forskel for borgerne, hun kommer ud til. Derfor sagde hun straks ja til at blive SSH-elev hos os, da muligheden bød sig.
”Jeg havde bestemt ikke tænkt, at jeg skulle være elev, men med kombinationen af, at jeg har 10+ år tilbage på arbejdsmarkedet og har fundet en et fag, hvor jeg kan gøre en forskel for andre, giver det rigtig meget mening for mig.”
– Anette, SSH-elev i Blæksprutten
Der er flere grunde til, at Anette oplever det som en klar fordel at være startet som SSH-elev sammenholdt med at arbejde som ufaglært i faget. Én af grundene er, at hun som elev opbygger en faglig viden, der kan sættes i spil ude hos borgerne og støtter hende til refleksion over observationer og handlinger hun gør, når hun er i borgernes hjem. På den måde kan hun hjælpe borgerne i den tid hun er hos dem ud fra et fagligt afsæt og altid med respekt for den enkelte borger.
Anette er alderspræsident blandt SSH-eleverne, men oplever bestemt ikke dette som en hindring – tværtimod. Oftest bliver hun mødt positivt af borgerne, når snakken falder på, at hun er elev. Flere af borgerne kunne i starten ikke få det til at passe med, at hun var elev, da hun er en ”moden dame”. Efterfølgende har de givet udtryk for, at de sætter stor pris på, at hun netop har noget livserfaring med i rygsækken, når hun kommer og hjælper dem, og at det er flot, hun er gået i gang med en uddannelse.
Vi kan kun sige, at Anettes vej ind i omsorgsfaget er et eksempel på, at det aldrig er for sent at gå i gang med en uddannelse.