I mandags var der en artikel i Jyllands-Posten, hvor Christian Rabjerg-Madsen politisk ordfører S lægger op til, at vi skal til at opspare til vores egen ældrepleje.
Christian Rabjerg, ved ikke helt hvordan det skal gøres og derfor deltog jeg i programmet Debat i P1 i tirsdags den 18. juli, hvor følgende deltog;
- Pia Kjærsgaard MF DF
- Sigurd Agersnap MF SF
- Kim Edberg MF NB
- Mona Striib, formand FOA
- Michael Teit Nielsen, vicedirektør Ældresagen
- Vibeke Haaning direktør, Blæksprutten
En spændende debat, hvor jeg mener at vi bør starte med at diskutere, hvad er en offentlig opgave.
Christians udgangspunkt er, at de kommende generationer ønsker et højere kvalitetsniveau end vi har i dag. Mit spørgsmål er så, er det en offentlig opgave at efterkomme alles ønsker?
Jeg kender til mange offentlige områder hvor vi ønsker os et højere kvalitetsniveau. F.eks. børnepasning, skoler, psykiatri… jeg kunne blive ved.
Vi er alle forskellige og har gennem livet taget forskellige valg, nogen har klart haft flere valgmuligheder end andre, det er jeg klar over, men vi alle er blevet tilbudt skolegang og en lige adgang til sundhedsydelser. Det er for mig en offentlig opgave. Men vi kunne måske diskutere om det er en offentlig opgave, at udføre praktisk bistand hos mennesker, der hele livet selv har betalt for at få en ydelse leveret.
Jeg tror ikke på, at lighed er at behandle os alle på den samme måde. Vi ønsker os noget forskelligt i vores liv og det gør vi hele livet.
Ikke alle ønsker, at leve efter sundhedsstyrelsens anbefalinger. Det gør jeg faktisk heller ikke selv, jeg tror på at noget andet tjener min krop og psyke bedre end den almindelige anbefaling. Det valg har jeg mulighed for at tage i Danmark og det er jeg meget godt tilfreds med.
Diskussionen om hvordan vi får råd til at leve, det liv vi ønsker, når vi bliver ældre er efterhånden en gammel diskussion. Allerede for 10 år siden var Vivi (administrationschef i Blæksprutten) jeg til møde med et af de helt store pensionsselskaber, hvor vi diskuterede om det var muligt, at etablere en forsikring gennem sin pension. En forsikring som kunne sikre sin selvbestemmelse i forhold til den hjælp, der engang i fremtiden måske kunne blive brug for.
En yderst spændende dialog. Spændende netop fordi, det op til de enkelte medlemmers ønske om hvad de ville forsikre sig imod, og såfremt at man ikke benyttede sig af forsikringen ville en del bliver udbetalt til efterkommere.
Jeg tror mange begynder at tænke på sin alderdom langt inden det bliver nødvendigt med at få hjælp. Vi har nogle forestillinger om hvordan det bliver…. Men kære venner, vi kender ikke fremtiden og den bliver sjældent som vi forestiller os.
Lad mig komme tilbage til Christians forslag med en fælles opsparing, som vi ikke selv kan bestemme over, gør mig bekymret. Tænk at betale til din egen ældrepleje og så kan du ikke selv bestemme over midlerne.
Jeg er STOR tilhænger af selvbestemmelse. De ældre er gamle nok til at vælge selv. Vis nu lidt respekt.
At sikre et FRIT valg mellem forskellige aktører, offentlige som private, vil sikre kvalitative hænder nok i branchen mange år frem.
For at sikre kvalitative hænder i branchen skal vi fastholde og uddanne flere mennesker. Jeg tror på, at der er forskellige ønsker til uddannelsesstedet. Overordnet er der samme mål med uddannelsen men vejen til målene og dermed processen er forskellige. Vi har forskellige tankegange og vores værdier er forskellige – jo flere forskellige steder vi kan tilbyde uddannelse både privat og offentligt, des flere kan vi fastholde og gøre deres arbejdsliv interessant og dermed fastholde dem i branchen.
Vibeke Haaning, direktør for Blæksprutten